Børne og Undervisningsministeriets logo

Femte aktivitet: FGU-monopolet

🔈🔇
Teenagere kigger på hver deres smartphone
©

🕒 Varighed: 25 minutter

I er nu det dygtige og empatiske FGU-monopol, som skal hjælpe andre unge i Danmark med at løse dilemmaer, de oplever i deres digitale hverdag.

I skal sætte jer sammen i grupper af tre, og jeres lærer vil læse de forskellige cases op én efter én .

I har 5 minutter til at tænke over og tale sammen om, hvad I skal svare. Og derefter 5 minutter mere til at tale om det i fællesskab.

Hvis I har tid og lyst, kan I for eksempel slutte af med at stemme om, hvilket dilemma der skal være 'dagens dilemma'. Alle har én stemme.

💤

Hej FGU’s allerbedste monopol

Jeg er en pige på 18 år, som er cirka halvvejs gennem min FGU. Jeg kommer tit for sent og møder først et stykke op ad formiddagen, fordi jeg er så træt om morgenen, så jeg hele tiden snoozer. Det betyder at jeg kommer for sent af sted og misser min bus. Og det er ved at være en stående joke at jeg går glip af første lektion. Sagen er at jeg næsten hver aften falder alt for sent i søvn, fordi jeg ligger med Tik Tok og ikke får lagt den væk. Please lad være med at lyde som min mor, der siger at jeg bare skal slette det hele. Jeg har brug for at tænke på noget andet inden jeg skal sove – så hvad gør jeg..?

Anna, 18 år

😕

Hej altid kloge FGU-monopol

Jeg er endnu ikke færdig med min ungdomsuddannelse og bor derfor stadig sammen med min far, for jeg ikke har råd til at bo for mig selv. Jeg betaler ikke noget for at bo hjemme - hvilket min far hele tiden gør mig opmærksom på. Mit problem er, at min far er besat af tanken om, at jeg ikke må spilde mit liv foran en skærm. Det betyder i praksis, at han hver aften kl. 21 cutter netforbindelsen, så jeg kun har min telefon, og den skal jeg aflevere kl. 22, når han går i seng, så jeg ikke bruger den om natten. (Han møder tidligt og lægger den så ind til mig om morgenen når han kører på arbejde, så den kan vække mig lidt i syv). Min far lever helt og aldeles efter princippet ’my house, my rules’ og der går knap nok en dag, uden at han gør mig opmærksom på, at hvis ikke jeg kan lide lugten i bageriet, så kan jeg jo bare finde et andet sted at bo. Så kære Monopol – hvad gør jeg? Har I nogle gode tips til, hvordan jeg kan få snakket med min far – det er ikke en mulighed at flytte, før jeg er færdig med min uddannelse til næste sommer.

Asger, 19 år

Hej FGU-monopol

Jeg er en fyr på 17, der ud over at gå på HF også dyrker idræt på ret højt niveau. Det betyder at jeg ud over min skole også træner 4 gange om uge og ofte er væk til stævner i weekenden. Mine venner ved godt at jeg ikke fester igennem lige som de gør, men nu er de begyndt at stikke til mig, fordi de synes, jeg er for dårlig til at svare. Når jeg er til træning (typisk fra 16.30-19.00) er der tit kommet et hav af snaps og andre beskeder, som jeg ikke altid får svaret på med det samme. Jeg er tit sulten og har brug for noget mad, og så skal jeg også nogle gange lave lektier… Mine venner er begyndt at kommentere på det, og jeg bliver nervøs for at de helt dropper at have mig med- fordi jeg ikke er på særlig meget… Hvad synes I, jeg skal gøre? Hilsen August

August 17 år

Hej FGU-Monopol

Mine søskende og jeg har brug for nogle gode ideer eller råd. Hjemme hos os er mine forældre altid efter mig og mine søskende i forhold til mobilerne. Når vi er sammen, skal vi børn lægge dem væk, men min mor og far har stadig deres telefoner på sig og hvis nogen ringer eller de får beskeder, så tager de telefonen eller læser beskederne. De siger, det er fordi det er vigtigt, hvis det er noget med familien eller min fars arbejde. Vi er 4 søskende i alt og vi synes alle sammen, at vores forældre er dobbeltmoralske. Men hvad skal vi gøre- det er jo svært at sige til ens forældre de ikke må svare på noget vigtigt – det sker bare ret tit og vi synes, det er dårlig stil. Vi vil gerne høre jeres bud på, hvad vi skal gøre.

Ali, 16 år