On er en platform for læring og dialog, der bidrager til en tryg digital fremtid for alle danske børn og unge.
👉 Se pressemeddelelse fra 25. marts 2025
Det er organisationerne Red Barnet, Børns Vilkår, Medierådet for Børn og Unge samt Center for Digital Pædagogik, der er gået sammen om at fremme digital dannelse i en bred national indsats med støtte fra Børne- og Undervisningsministeriets Pulje til styrket indsats for digital dannelse af børn og unge.
Fokus er på børn og unges skærmbrug og trivsel og på at styrke deres evner til at begå sig i en digitaliseret verden.
On starter samtalen mellem børn og unge og deres voksne. Indsatsen ruster forældre og fagpersoner med viden og værktøjer til at støtte, vejlede og gå i dialog med børn og unge.
On er stedet, hvor vi stopper op, kigger op og taler sammen om vores digitale liv og vaner. En fælles ramme for dialog mellem børn, unge og voksne, hvor vi taler om skærmen.
On Undervisning
Flere end 130 undervisningsmaterialer om digital dannelse af høj faglig og didaktisk kvalitet er samlet og klar til brug på landets skoler og ungdomsuddannelser. Vi udvikler løbende nye undervisningsmaterialer og materialer, der støtter fælles dialog og aftaler forældrene imellem.
On Fritid
Fagpersoner i fritidsklubber får viden og praktiske tips til, hvordan de gennem sjove aktiviteter – fx med ugentlige challenges i en interaktiv kalender – kan tale med børn og unge om deres digitale liv. I sommeren 2025 udkommer også materiale til SFO’er.
On Ung til yngre
On Ung til yngre styrker elevinddragelsen i arbejdet med digital dannelse og skolens fællesskabsorienterede kultur. Ældre elever bliver ‘Digitale Frontløbere’, som kan formidle til de yngre. Programmet findes også i en version til specialklasser/-skoler og i et Ung til ung-format til FGU.
On Hjem
Vores digitale familiespil skaber dialog og forståelse for hinandens onlineliv gennem leg og hygge – et trygt og sjovt sted, hvor børn og forældre sammen kan udforske, hvad det virkelig vil sige at være On. De kan også spejle sig i andre familier og deres vaner med On's Familiespejl.